F76-løbeklub har indgået samarbejde med 25 seje fodboldpiger fra SIF U13 & U14 i Nordsjælland.
I slutningen af marts blev F76-løbeklub kontaktet af en flok fodboldglade piger med en invitation til at deltage i SIF Pigernes Barcelona-løb for hele familien i Snekkersten. Indtægterne fra arrangementet er tænkt til at sende samtlige piger af sted på en fodboldtur til Costa Brava Cup i Barcelona i efteråret 2014. En fodboldtur med fokus på inklusion.
“Inklusion handler om at værdsætte hinanden for dem, vi er, og det, vi kan, netop på grund af – og ikke til trods for – vores forskelligheder. En fælles passion for fodbold er et fantastisk afsæt for accept og værdsættelse af fx. kulturelle forskelligheder”, fortæller Lotte Stoffregen, som er holdleder for pigerne.
“Pigerne og forældregruppen er gået i gang med at samle penge ind”, fortæller Tina Post Aagaard, som er en del af forældregruppen i SIF. “Vores mål er, at det i fremtiden skal være økonomisk muligt for alle pigerne at deltage i aktiviteter og stævner. Men det er kun én af årsagerne til, at vi har kontaktet Formel76”, tilføjer hun og smiler. “Løberne i F76-løbeklub er fantastiske rollemodeller for den glæde og det sammenhold, der kan opstå via fysisk aktivitet. Det er utrolig glædessmittende at opleve dem her i lokalområdet, og vi håber, at rigtig mange F76-løbere har lyst til deltage i Pigernes Barcelona-løb sammen med deres familier og venner.”
Formel76 var solgt med det samme. “Jeg blev straks forelsket i ideen om et samarbejde”, siger François Kofoed, som er ansvarlig for F76-løbeklub. “Dels fordi det er vigtigt, at vi støtter hinanden i lokalsamfundet. Dels fordi pigernes projekt handler om mere end blot en træningstur. Turen har en vigtig, social dimension”, tilføjer han. “Inklusion er en stor udfordring i vores samfund, og vi ved, at sport er et oplagt middel til at komme tættere på hinanden og fremme vores accept af hinandens forskelligheder. Vi har alle et socialt ansvar – både som mennesker og som klubber. Derfor er det med stor glæde, at F76-løbeklub bakker op om SIF-pigernes indsats for vores lokalsamfund.”
“Derudover kunne løberne i F76-løbeklub ikke drømme om at gå glip af en fest – især når den foregår lige i baghaven! Så selvfølgelig skal vi løbe med, og vi skal nok sørge for, at det bliver en fest!”, slutter François Kofoed, der opfordrer alle – både medlemmer og ikke-medlemmer af F76-løbeklub – til at komme og deltage i pigernes løb 23. maj.
Løbet foregår i området omkring Egebæksvang skov i Snekkersten fredag 23. maj 2014. Der er tre distancer – 1 km med start kl. 16.30 samt 5 km og 10 km med start kl. 17.30. Prisen er hhv. kr. 25, kr. 75 og kr. 100. Der er desuden mulighed for efterfølgende spisning.
Mere om løbet på pigernes Facebook-side SIF Pigernes Barcelona-løb.
Tilmelding kan ske på sifshop.dk